Frivillig producentgaranti

5 års garanti som en del af virksomhedens filosofi

Det er en elementær bestanddel af AXORs virksomhedsfilosofi altid at tilbyde vores kunder den højeste kvalitet. Derfor giver vi den første slutkunde (som defineret i det følgende) en frivillig producentgaranti på vores produkter uafhængigt af de rettigheder, som de har i forhold til deres forhandler. I nedenstående garantibetingelser finder du forudsætningerne og de nærmere detaljer vedr. denne frivillige producentgaranti.

Vores garanti er din sikkerhed

5 års produktgaranti:

Hansgrohe garanterer, at vore produkter ikke har fabrikationsfejl. Skulle der imidlertid opstå en fejl eller mangel på et produkt i op til 5 år fra købsdatoen, vil Hansgrohe omkostningsfrit reparere eller ombytte produktet ved returnering til Hansgrohe A/S. I så fald bedes du udfylde vores reklamationsformular. Det er en forudsætning, at produktet er korrekt installeret, samt at det er anvendt i henhold til vores monterings-, og rengøringsvejledning. En defekt, der opstår pga. udefra kommende forhold, snavs eller skidt i vandet, er ikke at betegne som en fabrikationsfejl, og vil derfor ikke være omfattet af garantien.

5 års drypgaranti: Hansgrohes drypgaranti sikrer omkostningsfri ombytning af alle reservedele, som skal benyttes i tilfælde af, at et armatur begynder at dryppe inden for de første 5 år efter montering.

15 års reservedelsgaranti: Hansgrohe yder endvidere 15 års reservedelsgaranti, hvilket sikrer, at en reservedel til et produkt kan leveres i minimum 15 år efter, at produktet er udgået af produktionen.

Ved større skader

Udfør kun "førstehjælp" og kontakt derefter Hansgrohe på 86 28 74 00 og dit forsikringsselskab, før du gør mere.

Behandling af garantisag

Skulle der opstå et problem med et AXOR-produkt indenfor garantiperioden skal du henvende dig til den forhandler, hvor varen er købt. Forhandleren vil i samarbejde med os undersøge produktet og vurdere, i hvilket omfang det er underlagt produktgarantien.

For at kunne gøre brug af Hansgrohes 5 års garanti kræves det, at man kan fremvise original købsfaktura fra forhandler.

Vi henviser iøvrigt til Hansgrohes almindelige salgs- og leveringsbetingelser.

  • Reklamationsformular

    Udfyld vores reklamationsformular, så kan vi hurtigere afhjælpe produktfejl. Husk at medsende din købskvittering.

    Get the data (PDF, 126 KB)

Detaljerede garantibetingelser

I. Generel information

AXOR giver den første slutkunde en producentgaranti på AXOR-produkter. Denne frivillige producentgaranti er et supplement til de lovbestemte rettigheder, som den første slutkunde har i forhold til sin forhandler. Eventuelle yderligere krav fra den første slutkunde mod AXOR (f.eks. på grund af et eventuelt produktansvar) begrænses ikke af den (se punkt VII nedenfor).

Den "første slutkunde" er den person, der har købt AXOR-produktet som første forbruger direkte af AXOR/Hansgrohe eller en Hansgrohe-forhandler (især VVS-firmaer, specialforhandlere, byggemarkeder). "En forbruger" er i denne producentgarantis forstand enhver naturlig person, som har købt AXOR-produktet til privat brug og ikke som led i en erhvervsmæssig eller selvstændig handelsmæssig aktivitet (f.eks. med henblik på at videresælge det eller installere det hos tredjepart).

Denne producentgaranti gælder kun for den første slutkunde og kan ikke overdrages til andre. I tilfælde af at den første slutkunde videresælger AXOR-produktet, overdrages garantien derfor ikke til køberen, heller ikke selvom køberen ligeledes er en forbruger.

II. Garantiens omfang, garantiperiode

AXOR garanterer over for den første slutkunde, at det AXOR-produkt vedkommende har købt, er fri for materiale-, fremstillings- og konstruktionsfejl. Her er det aktuelle videnskabelige og tekniske niveau på produktionstidspunktet afgørende.

Garantien gælder alle AXOR-produkter og løber i 5 år fra den første slutkundes købsdato, dog højst i 6 år efter fremstillingen.

Garantiperioden forlænges ikke på grund af opfyldelse af ydelser inden for rammerne af denne producentgaranti, især ikke ved reparation eller ombytning. I disse tilfælde starter garantiperioden heller ikke forfra. Det forholder sig på samme måde, hvis disse garantibetingelser er vedlagt ombytningsproduktet. Dette fører ikke til en ny garanti, og garantiperioden løber heller ikke videre.

Krav om erstatning for følgeskader eller på grund af produktansvar opretholdes kun i henhold til obligatoriske lovpligtige bestemmelser.

Denne producentgaranti gælder kun for slutkunder, der har købt det pågældende produkt i et land, hvor Hansgrohe er repræsenteret med et selvstændigt forhandlerselskab eller er repræsenteret via en forhandler.

III. Form og frist for fremsættelse af krav, forældelse

Fremsættelsen af krav på baggrund af denne garanti forudsætter skriftlig anmeldelse af fejl via den første slutkunde mod Hansgrohe eller den Hansgrohe-forhandler, hvor vedkommende har købt AXOR-produktet. Denne anmeldelse af fejl skal ske inden udløbet af en udelukkelsesperiode på to måneder fra det tidspunkt, hvor den første slutkunde opdagede fejlen på AXOR-produktet eller burde have opdaget det, og altid inden udløb af garantiperioden. Det påhviler den første slutkunde at bevise, at garantiperioden endnu ikke er udløbet; denne dokumentation kan især ske ved fremlæggelse af købskvitteringen for AXOR-produktet.

Den skriftlige anmeldelse af fejl skal indeholde følgende:

  • En detaljeret beskrivelse af fejlen.
  • Navn og adresse på den første slutkunde og
  • Dokumentation for at kunden har købt AXOR-produktet som første slutkunde og hvornår, f.eks. købskvittering med købsdato, handelsnavn for Hansgrohe-forhandleren samt produktbetegnelsen og/eller AXOR/Hansgrohe-varenummeret.

Det anbefales at udfylde vores reklamationsformular, der indeholder alle nødvendige oplysninger. Den skriftlige anmeldelse af fejl skal sendes på e-mail til info@hansgrohe.dk. Efter modtagelsen af den skriftlige anmeldelse af fejl kontakter Hansgrohe afsenderen i løbet af 3 arbejdsdage. Inden udløbet af denne frist og inden anvisninger om det modsatte må produktet ikke afmonteres. Det forholder sig anderledes, hvis der må forventes betragtelige skader.

Ved garantiperiodens udløb forældes garantikravet. Hvis der er fremsat krav inden for garantiperioden under opretholdelse af ovennævnte krav, men den skyldige garantiydelse endnu ikke er leveret af Hansgrohe, er forældelsen standset frem til tilvejebringelsen af ydelsen.

IV. Forudsætninger og udelukkelser

Forudsætningen for at gøre brug af denne garanti er korrekt installation af det pågældende AXOR-produkt i overensstemmelse med monteringsvejledningen fra Hansgrohe samt de anerkendte tekniske regler (f.eks. ved en håndværksmester eller autoriseret fagmand) samt anvendelsen af det pågældende AXOR-produkt i overensstemmelse med brugs- og monteringsvejledningen fra Hansgrohe. Dette omfatter blandt andet, men ikke udelukkende og afhængigt af det enkelte produkt, at tilløbs-vandrør skylles korrekt igennem før produktinstallation og efter byggeforanstaltninger iht. de gældende standarder, at installationer svarer til illustrationerne vedlagt AXOR-produktet, og at driftstrykket i vandledningerne kontrolleres med hensyn til de tekniske regler. 
Hvis Hansgrohe kan dokumentere, eller der er objektiv begrundet mistanke om, at forudsætningerne ikke er opfyldt, kan Hansgrohe afvise garantiydelsen, medmindre den første slutkunde dokumenterer, at ovennævnte forudsætninger er opfyldt.
Eventuelle brugs- og monteringsvejledninger samt andre eventuelle tekniske vejledninger er vedlagt hvert enkelt AXOR-produkt og findes på www.axor-design.com/dk.

Denne producentgaranti er ikke grundlag for krav ved

  • Erhvervsmæssig eller selvstændig handelsmæssig anvendelse af AXOR-produktet
  • Manglende anmeldelse af fejl og afmontering af det defekte AXOR-produkt før tid uden forudgående ekspertvurdering eller anvisning fra Hansgrohe (se punkt III)
  • Manglende overholdelse af den brugs- og monteringsvejledning, der er blevet udleveret eller findes på www.axor-design.com/dk samt eventuelle sikkerhedsforanstaltninger
  • Ukorrekt vedligeholdelse eller reparation af AXOR-produktet, især reparation eller vedligeholdelse under anvendelse af andre reservedele end de originale AXOR-reservedele
  • Ukorrekt installation eller ibrugtagning
  • Anvendelse af AXOR-produktet, der ikke er i overensstemmelse med det tilsigtede eller anbefalede formål eller på anden måde er usagkyndig eller udtryk for misbrug (herunder ibrugtagning sammen med andre væsker end rent drikkevand)
  • Produktmodifikationer, især installation, fjernelse eller udskiftning af enkelte dele eller komponenter fra AXOR-produktet eller
  • AXOR-produkter, hvis fabrikations-/serienummer eller fremstillingsdato er blevet fjernet, ændret eller gjort ukendeligt på produktet.

Denne producentgaranti gælder ikke:

  • Produktfejl, der skyldes transport, installation eller ydre påvirkninger (stød, slag, nedstyrtning)
  • Produktfejl eller skader forårsaget af sælger, installatør eller tredjepart
  • Produktfejl, der skyldes normalt slid (f.eks. ridser, slitage) eller forsætlig beskadigelse (ved skader forårsaget på grund af uagtsomhed påregnes der skyld på begge sider)
  • Sliddele, som f.eks. pakninger, slanger
  • Forbrugsmateriale, som f.eks. batterier, filtre eller luftblandere
  • Dele, der er følsomme over for brud, som f.eks. glas, glødepærer, spejle
  • Mindre afvigelser på AXOR-produktet fra den normerede beskaffenhed, der ikke har indflydelse på AXOR-produktets brugsværdi
  • Indskylning af snavs, trykstød, især med varmt vand, skader på grund af kalkaflejringer, is eller andre miljøpåvirkninger (f.eks. fugt, varme), drifts- eller betjeningsfejl, aggressive omgivelsespåvirkninger, kemikalier, rengøringsmidler, over-/undertryk eller over-/underspænding på ledningen
  • Skader på grund af force majeure eller naturkatastrofer, især, men ikke udelukkende, oversvømmelser, lynnedslag, brand, frost eller udsving i strømforsyningen.
  • Mangler og følgeskader samt
  • prøver eller udstillingsprodukter, 2.- sorteringsvarer og lignende

V. Ydelser i tilfælde af garantisag

Hvis der foreligger en garantisag iht. afsnit I-IV, dækker Hansgrohes producentgaranti, idet Hansgrohe efter eget skøn og efter følgende regler 1) reparerer/leverer nødvendige reservedele til det pågældende AXOR-produkt, 2) foretager ombytning eller 3) betaler erstatning for købsprisen til den første slutkunde.

1) Reparation

Hovedreglen er, at den første slutkunde får det fejlbehæftede AXOR-produkt repareret af en lokal fagmand med forudgående samtykke fra Hansgrohe. I dette tilfælde omfatter producentgarantien gratis leverance af de nødvendige reservedele. Hvis Hansgrohe ved skriftligt tilsagn beslutter selv at udføre reparationen, påhviler de opståede omkostninger til reservedele, installation og egne arbejdsudgifter samt eventuelle omkostninger for transport eller forsendelse af AXOR-produktet Hansgrohe. Den første slutkunde skal stille AXOR-produktet til rådighed.

2) Ombytning

Ved ombytning erstattes det fejlbehæftede AXOR-produkt gratis med et nyt AXOR-produkt af samme art, samme kvalitet og samme type. Hvis AXOR-produktet på tidspunktet for anmeldelsen af fejlen ikke længere er i produktion, er Hansgrohe berettiget til at levere et sammenligneligt erstatningsprodukt. Transport/forsendelse til og fra Hansgrohe/Hansgrohe-forhandleren samt enhver foranstaltning i forbindelse med ombytningen af AXOR-produktet (herunder afmontering og fornyet installation) må kun foretages med forudgående accept fra Hansgrohes. Hvis Hansgrohe godkender den påtænkte foranstaltning, påhviler de omkostninger, der opstår under udførelsen af foranstaltningen, Hansgrohe. Den første slutkunde er forpligtet til selv at afhente det nye AXOR-produkt hos den nærmeste Hansgrohe-forhandler, medmindre andet er aftalt. Det ombyttede AXOR-produkt tilhører efter afmonteringen Hansgrohe.

3) Tilbagebetaling af købsprisen

Hvis Hansgrohe vælger at erstatte købsprisen og bekræfter dette skriftligt, tilbageleverer den første slutkunde det fejlbehæftede AXOR-produkt, og Hansgrohe erstatter vedkommende den betalte købspris. Med tilbagebetalingen af købsprisen overgår ejendomsretten for det fejlbehæftede AXOR-produkt til Hansgrohe.

VI. Følgerne ved uberettiget garantikrav

Hvis kunden anmelder en fejl som garantisag, men forudsætningerne for en garantisag efter producentgarantien ikke er opfyldt, påhviler de opståede udgifter for forsendelse eller transport af produktet den første slutkunde selv. Desuden påhviler det den første slutkunde at afholde de omkostninger inkl. eventuelle arbejdsudgifter, der er opstået hos Hansgrohe, for den eventuelle afmontering eller undersøgelse eller tilbagetransport af produktet.

Hvis den første slutkunde ønsker at få udført reparationen efter at have fået information om, at garantien ikke dækker samt information om beregnede omkostninger til reparationen, skal kunden desuden selv betale udgifterne til reservedele samt arbejdsomkostninger.

Hvis AXOR-produktet ikke allerede ved leverancen var fejlbehæftet, beslutter Hansgrohe i hvert enkelt tilfælde, om der foretages afhjælpning pr. kulance. I dette tilfælde har den første slutkunde ikke noget lovmæssigt krav på afhjælpning af fejlen.

VII. Yderligere rettigheder

Ud over rettighederne i denne frivillige producentgaranti gælder den første slutkundes lovmæssige rettigheder i ubegrænset omfang.

Denne producentgaranti påvirker især ikke de yderligere lovbestemte eller kontraktmæssige rettigheder (især garantirettigheder), som den første slutkunde under visse omstændigheder har mod den AXOR-forhandler, som vedkommende har købt AXOR-produktet af.

Den første slutkundes lovmæssige rettigheder over for Hansgrohe hverken begrænses eller erstattes på grund af garantien. Dette gælder især obligatoriske lovbestemte ansvarsforskrifter iht. produktansvarsloven eller et eventuelt erstatningsansvar uden for kontraktforhold fra Hansgrohes side.

Den fortsatte opretholdelse af den første slutkundes rettigheder gælder uafhængigt af en foreliggende garantisag, og af hvorvidt den første slutkunde gør krav gældende om garanti.

VIII. Kontakt

Hansgrohe A/S
Jegstrupvej 6
8361 Hasselager
Danmark

info@hansgrohe.dk

Dygtige partnere

FIND BADUDSTILLINGER I DIT OMRÅDE